THE HIDEOUT, thailand

I Sydthailand ligger The Hideout godt gemt i et fjernt hjørne af Koh Yao Noi. Minihotellet med kun fire træhytter er placeret off-the-beaten-track mellem trætoppene, hvor naturomgivelser og junglelyde smelter sammen med øens søvnige fiskerlandsbyer. The Hideout er for dig, der kan lide at have naturen helt tæt på og vægter bæredygtighed højt. Bo i åbne og rustikke træhytter med uovertruffen panoramaudsigt over regnskoven og Phang Nga-bugten. Velkommen til et ansvarligt, oplevelsesrigt og meget atypisk hotel i Thailand.

 
 
Villa på The Hideout, Koh Yao Noi, Thailand

Villa på The Hideout, Koh Yao Noi, Thailand

 

 
 

DERFOR SKAL DU REJSE TIL THE HIDEOUT


BACK-TO-BASICS-LUKSUS MIDT I NATUREN

Lad os sige det, som det er; Hvis du leder efter store villaer med egen pool, butlerservice, overdådig buffet og klassisk luksus, så skal du ikke bo på The Hideout. For det er ikke for alle. Til gengæld venter der en helt særlig oplevelse for dig, der er eventyrlysten og elsker de mere skæve og utraditionelle oplevelser. The Hideout har kompromisløs fokus på bæredygtighed, hvor alt foregår på naturens og lokalsamfundets præmisser. Vi vil definere det lidt som et miks af et guesthouse og et boutiquehotel - med det bedste fra begge verdener.

The Hideout er ‘back to basics’ i sin helhed. På værelserne finder du ingen fjernsyn eller elektricitet. Der er heller ikke WIFI eller aircondition på hotellet. Ej heller garanti for, at vandet i bruseren er varmt. Det er simpelt, men samtidigt luksuriøst på sin egen måde. Ikke på en flashy og poleret måde, men den slags luksus, som indebærer at være midt i den vilde og spektakulære natur. På The Hideout kan du nyde veltilberedt thaimad, hotellets lækre infinity-pool, de store træhytter og fordybe dig i den betagende udsigt. Du kan nemt udforske Koh Yao Noi på cykel eller knallert, og den nærmeste strand er kun 10 minutters gang væk.

Hotellet er også et glimrende eksempel på, hvorfor vi mener, at “hotelstjerner” er uddøde. For hotellet er fattigt på fancy faciliteter, men naturen, udsigten og konceptet fortjener 6 stjerner.

MILJØVENLIGT MINIHOTEL

At bruge et par nætter på The Hideout indeholder langt mere end blot at have et sted at sove. Vi vil nærmere sige, at det er en attraktion i sig selv. En helhedsoplevelse, hvor du er tæt på naturen og samtidigt får et interessant lærerigt indblik i bæredygtig hoteldrift.

På The Hideout er påvirkningen af miljø og mennesker er tænkt ind i konceptet fra dag ét. Fællesområdet og de fire træhytter er alle opført af materialer fra øen og designet af lokale kunsthåndværkere. Hotellet har en nul-affaldspolitik og forbyder alle former for plastik og øvrig emballage. Du kan altså ikke købe en Coca Cola - hverken på plastikflaske, glasflaske eller dåse. I stedet kan du nyde smoothies og friskpressede juices.

Mere end 90 % af alle råvarer er dyrket på øen. Missionen på The Hideout er nemlig, at pengene skal synke ned i det lokalsamfund, som hotellet selv er en del af. Du vil derfor opleve et menukort, som er baseret på sunde, lokale retter med friske råvarer fra lokalområdet. Overskydende madvarer som frugt og grøntsager bruges til at lave juices og limonader. De er sunde og smager himmelsk!

 
 

 

BILLEDER