koh jum beach villas, thailand

Langt væk fra de klassiske turistruter ligger Koh Jum Beach Villas langs den gyldne Golden Pearl Beach. Du skal tage hertil, hvis du trænger til at komme ned i tempo og nyde feriedagene i egen villa. Små hikes, cykelture gennem landsbyer, en tur i havkajak og snorklingture er oplagte aktiviteter på Koh Jum. Resten af tiden går typisk med afslapning og gåture langs stranden. Spis veltilberedt thaimad med fødderne i sandet til synet af den fortryllende solnedgang, der udspiller sig lige foran hotellet om aftenen. Du er landet i et tilbagelænet hideaway med ægte strandatmosfære, hvor du kan nyde kvalitetstid med den eller dem, du holder af.

 
 
Villa med pool og havudsigt på Koh Jum Beach Villas, Thailand

Villa med pool og havudsigt på Koh Jum Beach Villas, Thailand

 

 
 

DERFOR SKAL DU REJSE TIL KOH JUM BEACH VILLAS


PRIVATE VILLAER NED TIL STRANDEN

På Koh Jum Beach Villas bor du ikke på traditionelle hotelværelser, men i lækre og velindrettede villaer. I det hele taget er det meget lidt hotelagtigt. I stedet har du din egen private villa med alt, hvad du behøver. På den måde skabes der en meget hjemlig atmosfære. Samtidig kan du benytte hotellets faciliteter. Restauranten, træningscenteret, spaen og det skønne poolområde kan du indtage, når du har lyst. Vi kan nok bedst beskrive det som home away from home. Hotellet har kun 19 villaer. De ligger spredt over et smukt område langs stranden og har lige fra ét til fem soveværelser. Der er eget køkken i villaerne, så du kan selv lave mad, hvis du har lyst.

På Koh Jum Beach Villas er du placeret få skridt fra havet, og nogle villaer har havudsigt og direkte adgang til stranden. Flere villaer har egen swimmingpool, og ellers kan du hænge ud ved hotellets hyggelige poolområde. Villaerne er luksuriøse, men ikke på den polerede eller materialistiske måde. For på Koh Jum Beach Villas sættes der lighedstegn mellem luksus og adgangen til plads, privatliv, smuk natur og personlig service. Det indbyder til ro, afslapning og gode stunder i naturomgivelser med dem, du holder af. Stilen er let og rustik. Interiøret består af lokale antikviteter og thailandsk kunst. Det er stilfuldt og detaljeret, men samtidigt enkelt og i tråd med naturen.

BELIGGENHED, BELIGGENHED, BELIGGENHED

Koh Jum er en lille charmerende ø i Thailand i Adamanhavet. Biltrafik er en sjælden vare og masseturismen har (endnu) ikke fundet vej. Autentisk, ægte og afslappende. Koh Jum Beach Villas er Koh Jums ubetinget bedste hotel. Standarden er høj, og hele konceptet er tilpasset den tilbagelænede ø-stemning. Her er hverken 7-elevens, natklubber eller store hotelkomplekser. Og lige præcis derfor elsker vi det ekstra meget. Koh Jum er et af de få steder, hvor Thailand stadig er, som det var en gang. Nærmest som en retroudgave. Øens tempo er lavt - meget lavt. Det er sådan en ø, man hurtigt forelsker sig i, fordi der er noget ægte og originalt ved den. Noget, som ikke længere er en selvfølge i Thailand. Selvom Koh Jum på ingen måde er actionpræget, så er her alligevel en del forskelligt at give sig til. Leg børnene mod de voksne i beachvolley eller petanque på stranden. Hotellet tilbyder også kajakker og paddleboards til fri afbenyttelse. Lej en knallert eller snup en cykel på hotellet, så du kan se øen og mærke stemningen. Du kan også bestige det 400 meter høje bjerg Koh Pu. Turen giver med garanti sved på panden, men kan klares af de fleste. Der arrangeres også bådture, hvor du kan besøge ubeboede øer og snorkle ved forskellige koralrev.

Vi kan roligt sige, at beliggenheden er spot on. Både hotellets beliggenhed i den tropiske og grønne have få skridt fra den vidtstrakte strand, men også Koh Jum som ø, som er nem at komme til. Øen kan med fordel indgå som en del af et øhop i Thailand sammen med ét eller flere af vores andre hoteller. Husk kontanter, for der er ingen hæveautomat på Koh Jum.

ØKOHOTEL MED LOKAL FORANKRING OG GODE VÆRDIER

Koh Jum er indbegrebet af stærk kultur og naturlig skønhed. Befolkningen er gæstfri, og som gæst føler du dig utrolig velkommen. Samtidigt står lokalsamfundet hårdt fast på, at der ikke skal opføres store turistkomplekser og kædehoteller på øen. De vil bevare deres ø og hjemsted. I stedet dukker små steder op med respekt for både befolkningen og naturen. Indtil videre er det lykkedes at holde de store turiststrømme væk fra øen. Og dét i sig selv er svær ikke at blive nysgerrig på. 

Personligt er vi vilde med, at størstedelen af personalet er fra Koh Jum. Servicen er ikke fejlfri, men smilene er brede, og der er noget ægte og oprigtigt over det. Noget andet vi elsker er, at der ikke er fældet et eneste træ for at opføre hotellet. Istedet er villaerne opført på en måde, så der sikres mest muligt naturlig ventilation. Hotellet har sin egen køkkenhave, som forsyner køkkenet med friske grøntsager og urter. Råvarerne indkøbes på de lokale markeder, og frisk fisk leveres af lokale fiskere. Menukortet er i høj grad baseret på et jord-til-bord koncept, og det kan smages! Maden er lidt dyrere end på lokale restauranter, men priserne er fair, for kvaliteten er høj, og du kan indtage maden i helt særlige omgivelser.

 
 

FRA 15.600 KR. PR. PERSON VED TO REJSENDE

Inkl. fly t/r, 10 nætter inkl. morgenmad og transfer t/r. Prisen gælder på udvalgte dage og vil typisk være højere i højsæsonen, herunder i skoleferierne.

 
 

 

BILLEDER