Six senses zil pasyon, seychellerne

Six Senses Zil Pasyon på Seychellerne ligger på den private ø, Félicité. Et stilfuldt og gennemført hotel fra øverste hylde. Her bliver drømmen om den ultimative luksusrejse til Seychellerne til virkelighed. Ankom med privat helikopter og bo i ekstravagante villaer med egen pool, forrygende udsigt og plads til hele familien. Uovertruffen gastronomi og spa-oplevelser i topklasse er en selvfølge. Alt er gennemtænkt ned til mindste detalje, og tilgangen til bæredygtighed og naturbevarelse er kompromisløs. Six Senses Zil Pasyon er en éner og en destination i sig selv!

 
 
Six Senses Zil Payson, Seychellerne.jpg
 

 
 

DERFOR SKAL DU REJSE TIL SIX SENSES ZIL PASYON


zil payson special 2023

Vi har den kommende sæson indgået en særaftale med Six Senses Zil Pasyon, som bl.a. indebærer gratis helikoptertransfer for ophold på mindst 10 nætter. I får:

  • Fly København - Seychellerne t/r

  • 10 nætter i en Hideaway Pool Villa inkl. morgenmad

  • Helikoptertransfer t/r

  • Ikke-motoriseret vandsport

Samlet pris v. to voksne og to børn u. 12 år: 125.000,- DKK

Prisen gælder på udvalgte rejsedatoer i 2023, herunder i skolernes sommerferie. Kontakt os og hør nærmere.

GENNEMFØRTE GÆSTEOPLEVELSER

På Six Senses Zil Pasyon er kun det bedste godt nok. Ankom hertil på 15 minutter i privat helikopter fra Mahé. Herefter bliver du kørt direkte til din villa, hvor check-in foregår. Der er ingen ventetid eller spildtid i en fælles reception. Foran dig venter tropeoplevelser, som du aldrig glemmer. Køkkenet er sofistikeret, og der er tre restauranter at vælge mellem. Økologi og bæredygtighed er den råde tråd, og de fleste ingredienser kommer fra øens køkkenhave. Der er masser af plads på Félicité, og naturen er så vidunderlig, at man engang imellem må knibe sig selv i armen. Øen har tre lækre sandstrande, hvoraf den ene har et sublimt koralrev til snorkling. Gå i fra stranden og få et hav af oplevelser under vand, hvor havskildpadder og fisk i intense farver holder til.

Du får din egen ‘guest experience manager’, som kan skræddersy dit ophold helt efter dine ønsker. Vil du på privat bådtur eller have morgenmaden serveret på sengen? Nyd en spabehandling i villaen, mens ungerne bliver passet. Alle ønsker kan imødekommes!


ECO-VILLAER I PAGT MED NATUREN

Spredt ud over den lille tropeø ligger 30 poolvillaer i størrelsen fra 175 m2 og til 1400 m2. De er overdådige og overlegne, men samtidigt opført diskret og stilfuldt i tråd med naturen. Det giver et naturligt udtryk, og når du ser øen fra helikopteren eller fra havet, kan villaerne være helt svære at få øje på. De har alle bedårende udsigt til det paradisiske landskab - de fleste med havudsigt. Du finder også vinkøleskab, Marshall-højttalere, stort soldæk med egen infinity-pool og meget andet. Med kun 30 villaer i alt føles øen aldrig travl. Tværtimod! Faktisk er det kun villaerne, faciliteterne og et par sunbeds hist og pist, der afslører, at du ikke er skyllet i land på en øde ø.


SPAEN ER UDHUGGET I GRANIT

Six Senses er notorisk kendt for sine gennemførte spaoplevelser. Kun det suverænt bedste er godt nok, og Six Senses Zil Pasyon er ingen undtagelse. Der er fokus på wellness og holistisk sundhed, hvor der inkorporeres lokale traditioner. Behandlingerne er seychellisk og afrikansk inspireret. Her kan selv den mest kræsne spa-entusiast tilfredsstilles. Sæt hverdagen på pause og dig selv i fokus. Book en professionel wellnessrådgiver til at udarbejde dit personlige spaprogram på baggrund af dine ønsker og din fysiologi. Six Senses Spa er toppen af velvære.

Naturen dikterer arkitekturen på Seychellere, og hotellets spa er netop indbygget i de smukke omgivelser. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at spaen og klippeformationerne er skabt på samme tid. Spaen er opført skånsomt, velovervejet og uden at flytte eller ødelægge en eneste sten i processen. Mellem klippeformationer, rundt om store granitsten og tæt på havet, så du kan høre havets pulsslag, mens profesionelle terapister introducerer dig for det bedste af det bedste på massagebriksen.

Behandlingsrummene har store glasfacader og panoramavinduer, så du hele tiden kan nyde synet af havet. Udsigten i sig selv gør det svært ikke at blive hængende. Her får du en gennemført helhedsoplevelse, som er meget mere end blot en massage. Og tro os - din første behandling bliver ikke din sidste.


FUTURISTISK DESIGN OG AFSLAPPET STEMNING

Six Senses Zil Pasyon på Seychellerne har blandt Six Senses-hoteller verden over sat en helt ny standard for oplevelsen med arkitektur og design. Et arkitektonisk mesterværk, der både er opfindsomt, stilrent og futuristisk. Hotellets faciliteter er topmoderne, men med stort fokus på bæredygtighed og materialer, der spiller sammen med omgivelserne. Et design, der peger mere i retning af ansvarlig luksus i stedet for bling-bling-luksus. Ambitionen er at blende naturligt ind, så øen Félicité fremstår så uberørt og intakt som overhovedet muligt. Den opgave har de løftet til fulde. Selvom Six Senses Zil Pasyon er et af verdens bedste hoteller, så er stilen cool, afslappet og uhøjtidelig. De små poder kan folde sig ud, og du vil opleve, at den gængse påklædning på øen er bare fødder i sandet, bikini og badeshorts. Det handler ikke om det materielle, men om oplevelser, velvære, kvalitetstid og nærvær med den eller dem, du er afsted med.


ØHOP OG AKTIVITETER I PARADIS

Ved ankomst til Six Senses Zil Pasyon starter et eventyr, som du vil ønske aldrig stopper. Forståeligt, for øen er one-of-a-kind, og den kan være svær at forlade. Men Seychellerne har så meget at byde på, og Six Senses Zil Pasyon har ganske enkelt fået landets bedste placering. Afsides og isoleret nok til, at du får den ultimative Robinson Crusoe-oplevelse, men centralt nok til, at du kan udforske flere af Seychellernes andre øer. Kombinér Six Senses Zil Pasyon med en et ophold på Praslin og La Digue eller tag en endagstur til de omkringliggende øer. Hver anden time kan du tage speedbåden til den ubeboede ø Coco Island, hvor du kan nyde fortrinlig snorkling. Sister Island og La Digue kan også besøges på dagsudflugter. Også her når strandene himlen. Både på hotellet og de øvrige øer kan du dykke. Professionelle instruktører er klar til at hjælpe, guide og vejlede dig trygt gennem dit første dyk, men også til at finde de helt gode dykkerspots til dig, som erfaren dykker.


NATUROPLEVELSER I VERDENSKLASSE

Klippeformationer, grønne palmer og pulverfine sandstrande er Seychellernes varemærke. Det er det, folk rejser til Seychellerne for at opleve. Naturbevarelse tages seriøst, og landet regnes for at være ét af de steder i verden, hvor naturen er mest intakt. Frodig jungle, kridhvide sandstrande og kæmpe granitblokke danner et sceneri, som kun findes lige her. Og på Félicité er det lidt, som om alt det smukkeste af landet er samlet på den lille private ø.

Six Senses Zil Pasyon udgør cirka en tredjedel af øen Félicité. Resten af øen er helt og aldeles uberørt og forkæler dig med et landskab i særklasse. Brug en formiddag på en vandretur med hotellets guide og lær en masse om beplantningen på øen. Turen går gennem granitblokke, kanel -og mangotræer og de famøse dobbeltkokosnødder Coco De Mer, som ligner en velformet bagdel og kun findes på Seychellerne. Kokosnødden er verdens største og uden tvivl landets ypperste nationalsymbol!

 
 

FRA 42.000 KR. PR. PERSON VED TO REJSENDE

Inkl. fly t/r, 7 nætter i Hideaway Pool Villa inkl. morgenmad og transfer med indenrigsfly t/r. Opholdet kan kombineres med andre hoteller og indgå som en del af en rundrejse på Seychellerne. Mulighed for at opgradere til helikoptertransfer til og fra hotellet. Prisen gælder på udvalgte dage og vil typisk være højere i højsæsonen, herunder i skoleferierne.

 
 

 

BILLEDER